Udeblevet eller forsinket menstruation? Hvad du ellers skal være på udkig efter.

Der findes flere graviditetssymptomer, der kan indikere, at du måske er gravid. De varierer fra kvinde til kvinde og fra graviditet til graviditet. Hvis du er gravid, bemærker du måske ét eller flere af disse symptomer. Vær ikke nervøs, det er ikke sandsynligt, at du får dem alle sammen samtidigt.  På samme måde behøver du ikke bekymre dig, hvis du ikke oplever nogen af dem. Det er absolut muligt at være gravid uden at bemærke nogen af disse tegn på graviditet.

Menstruationen udebliver

Dette er det tidligste fysiske tegn, hvis du har en regelmæssig månedlig menstruationscyklus. Vær opmærksom på, at det er muligt at få en lettere blødning eller pletblødning omkring det tidspunkt, du forventede at få menstruation, selv om du er gravid, og hvis det befrugtede æg er implanteret i din livmoder.

Hvis du ikke har en regelmæssig cyklus, bemærker du måske nogle af de andre graviditetssymptomer, inden menstruationen udebliver.

Andre symptomer

Træthed

Du vil sandsynligvis føle dig usædvanligt træt i de første uger af graviditeten. Det kan skyldes det stigende niveau af progesteron i din krop, da dette hormon opretholder slimhinden i din livmoder for at støtte graviditeten.

Kvalme/morgenkvalme

Du får måske kvalme, og kaster eventuelt op, mellem 2. og 8. uge af graviditeten. Dette forsvinder som regel i 16. uge. Selv om det ofte kaldes 'morgenkvalme', kan det forekomme på alle tidspunkter af dagen eller om natten – og du kan endda have kvalme hele tiden.

Hyperemesis gravidarum

Cirka én ud af 200 gravide kvinder kan lide af hyperemesis gravidarum. Hyperemesis gravidarum, der normalt fortsætter længere end det første trimester (12. til 13. uge), forårsager opkastninger, der er så hyppige og kraftige, at det er umuligt at holde fødevarer og væske nede. Normalt kan denne tilstand behandles og vil kun forårsage komplikationer af graviditeten i meget sjældne tilfælde, men du bør søge lægehjælp, hvis du lider af kraftig kvalme.

Ændringer i brysterne

Dine bryster kan blive større, føles ømme eller meget følsomme. Venerne på dine bryster kan blive mere synlige, og dine brystvorter kan blive mørkere.

Behov for at gå på toilettet oftere

Omkring 6-8 uger efter befrugtning skal du eventuelt tisse oftere. Dette skyldes, at din uterus (det medicinske udtryk for din livmoder) bliver større og trykker på din blære. I slutningen af det første trimester vil din livmoder trække sig op i dit underliv, hvilket vil lette noget af trykket på din blære.

Humørsvingninger

Dine hormonændringer kan forårsage visse humørsvingninger i begyndelsen af graviditeten – du begynder måske endda at græde uden at vide hvorfor.

Ændret smag af mad (spisetrang) og følsomhed overfor lugte

Du oplever måske, at du ikke længere bryder dig om ting som fx te, kaffe eller fed mad, og du føler måske trang til at spise ting, som du normalt ikke kan lide. Du kan også opleve at få kvalme, når du lugter til visse ting – fx kaffe, kød eller alkohol.

Kramper

Du kan få kramper i dine ben eller fødder i det første trimester og eventuelt også senere i graviditeten. Dette skyldes ændringer i den måde, din krop bearbejder kalcium.

Uanset om du får nogle eller ingen af disse symptomer, er den eneste sikre måde at få konstateret, om du er gravid, at tage en graviditetsprøve.  Alle Clearblue-graviditetsprøver er over 99 % nøjagtige fra den dag, du forventer at få menstruation.  De er pålidelige, hurtige og nemme at bruge.  Og Clearblue-prøver er så følsomme, at de endda kan bruges op til 4 dage inden, du forventer at få din menstruation.


Uplanlagt graviditet

Hvis du allerede har taget en prøve, kan der være tilfælde, hvor den viste, at du er gravid, og hvor dette ikke er det ønskede resultat.  I sådanne tilfælde er det vigtigt, at du har kendskab til dine tilgængelige muligheder. Husk på, at du ikke er alene – hver dag opdager hundredvis af kvinder, at de er i samme situation, og med den korrekte rådgivning og støtte kan de træffe den mest hensigtsmæssige beslutning.

Du bør tale med en sundhedsmedarbejder snarest muligt. Overvej at bestille en tid hos din læge, besøge din lokale familieplanlægningsklinik.