Det skal du vide om implantationsblødning

Dr Joanna Pike

Engelsk version gennemgået af Dr Joanna Pike den apr 23, 2020
Skrevet af Jennifer Walker.

Det skal du vide om implantationsblødning

Lidt pletblødning tidligt i graviditeten betyder ikke nødvendigvis, at der er et problem. Implantationsblødning kan være et tidligt tegn på graviditet og betyder bare, at dit befrugtede æg har fæstnet sig i livmoderen. Men hvis du ser blod og på nogen måde er bekymret, er det bedst at få det tjekket for at udelukke eventuelle risici. Hvis du vil have flere oplysninger om implantationsblødning, hvad det er, hvordan det ser ud, og hvornår der forekommer implantationsblødning, så læs videre for at få mere at vide.


 

1. Hvad er implantationsblødning?

Implantationsblødning er den lette pletblødning eller svage blødning, der forekommer, når et befrugtet æg – en klynge af celler, der deler sig hurtigt, og som kaldes en blastocyst – fæstner sig til livmoderslimhinden.

2. Hvornår forekommer der implantationsblødning?

Du kan sommetider opleve let blødning eller pletblødning som følge af implantation omkring en til to uger efter befrugtning, omtrent på samme tid som du normalt ville forvente at få din menstruation.

3. Hvordan kan jeg se forskel på implantationsblødning og min menstruation?

Implantationsblødning er meget let i forhold til den blødning, du får under din menstruation. Den største forskel, du måske bemærker, er mængden af blod, du ser, og farven. 

Så hvordan ser implantationsblødning ud? Når du har implantationsblødning, vil du højst sandsynligt se et par dråber blod på dit undertøj, der ikke engang ville dække et trusseindlæg.

Implantationsblødning kan også være brun eller svagt lyserød. Men du kan ikke være sikker på, at en bestemt form for blødning, uanset farve, tidligt i graviditeten er harmløs. Hvis du på nogen måde er bekymret, skal du kontakte din læge. 

4. Hvad er tegnene og symptomerne på implantationsblødning?

Du kan opleve et par dråber blod og lette menstruationssmerter i cirka en dag omkring implantationstidspunktet – du ved måske ikke engang, at du er gravid, når dette sker. På den anden side er det også almindeligt ikke at opleve nogen af disse ting.  Du kan dog have andre tidlige tegn på graviditet, som for eksempel:

  • kvalme
  • træthed
  • ømme bryster
  • hyppig vandladning
  • lyst eller ulyst til bestemte mad- eller drikkevarer

5. Hvor meget blødning er sikkert under implantation?

For det meste er implantationsblødning ikke tegn på et problem. Men hvis du bemærker blod og er bekymret, skal du kontakte en læge, da det ikke er til at vide, hvor meget det er sikkert at bløde i en graviditet.

6. Hvor lang tid varer implantationsblødning, og hvor kraftig er blødningen?

Implantationsblødning bør kun være let pletblødning (kun et par dråber blod), som kan vare et par dage.

7. Hvor lang tid efter implantationsblødning kan jeg tage en graviditetstest?

Du kan tage en test med det samme, hvis du ikke har gjort det før, især da implantationsblødning normalt sker omkring det tidspunkt, du forventer din menstruation! Nogle graviditetstests er følsomme nok til at påvise hormonet hCG i din urin 6 dage før din udeblevne menstruation (5 dage før din forventede menstruation). Hvis du tester for tidligt, kan du få et falsk negativt resultat, da mængden af hCG kan være for lav til at påvise, selvom du er gravid. Hvis du ser et negativt resultat, men stadig tror, du er gravid, skal du vente 3 dage, før du tester igen. HCG stiger hurtigt tidligt i graviditeten, så på det tidspunkt bør du se et positivt resultat, hvis du er gravid.

8. Får alle kvinder implantationsblødning?

Nej. Blødning forekommer kun i 15-25 % af alle tidlige graviditeter1. I de fleste tilfælde er pletblødning et normalt tegn på implantation, men enhver blødning bør tjekkes, hvis du er bekymret, fordi det stadig kan være et symptom på abort eller en graviditet uden for livmoderen. 

Implantationsblødning er normalt ikke noget at bekymre sig om. Det kan sagtens være, at du ikke engang ved, at du er gravid, når du bemærker det. Hvis du bemærker pletblødning omkring den dato, du skulle have haft menstruation, og du har mistanke om, at du er gravid – så tag en graviditetstest. Hvis du er gravid, skal du tale med din læge og nævne eventuelle blødninger, du har, så alle andre faktorer kan udelukkes. 

  1. Snell, B. J. (12. november 2009). Assessment and management of bleeding in the first trimester of pregnancy [Abstract]. Journal of Midwifery & Women's Health, 54(6), 483-491. Hentet fra http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1016/j.jmwh.2009.08.007/abstract
know-right-away_0

Få besked med det samme

Hvis du tror, at du er gravid, vil du have klar besked NU. Med vores Ultra Tidligt graviditetstests kan du teste 6 dage før din udeblevne menstruation.